Jeg hørte lyden af deres vinger

Velkommen til hjemmesiden for orgelmusikprojektet “Jeg hørte lyden af deres vinger” som er samarbejde mellem den islandske organist Lára Bryndís Eggertsdóttir og syv islandske komponister.

Markedet for lødig og nyskabende gudstjenestemusik er stort set uudtømmeligt, og tanken med nye kompositioner i flere satser, der således kan opføres såvel til gudstjeneste som til koncert, er glimrende og ny. […] Da endvidere det øvrige Nordens kendskab til det righoldige islandske musikliv er alt for begrænset, forekommer det mig at dette projekt har vidtrækkende perspektiver.
– Ulrik Spang-Hanssen, professor ved Det Jyske Musikkonservatorium

Som Islænding og organist, både i Island og i Danmark hvor jeg har boet fra 2008, bliver jeg tit spurgt om jeg ikke har nogen islandsk musik jeg kan spille til gudstjenester. Selv om islandske komponister har skrevet en del for orgel i løbet af det sidste århundrede så er det en overraskende lille del som egner sig til netop det, som er en stor del af organistens daglige liv – præludium og postludium. Og det som ikke findes, det skal skaffes! Det er tanken med projektet at få så mange organister som muligt til at gøre brug af den nye musik, og derved give kirke- og koncertgængere mulighed for at høre nye og spændende klange direkte fra “Vulkanøen”.

Engle, keruber, fugle og endda drager spiller en stor rolle i de bibelcitater komponisterne fik til inspiration – men udover at have fået disse tekster til inspiration, havde de frie hænder. Værkerne skulle dog bestå af to til fire satser, hvor hver enkelt sats alene er velegnet til brug ved gudstjenester – men når satserne står sammen danner et større værk som egner sig til koncertopførelse.